Conor Gallagher undskylder, at han jublede over for sine tidligere fans i Crystal Palace, men han fortæller, at intet slår den følelse at score det afgørende mål i tillægstiden.
Conor Gallagher blev den store Chelsea-helt mandag aften på Selhurst Park, hvor den engelske midtbanespiller først udlignede i begyndelsen af anden halvleg, inden han i kampens tillægstid sikrede Chelsea alle tre point.
Den 24-årige midtbanespiller gjorde dermed det onde ved den klub, han var udlånt til i 2021/2022-sæsonen med stor succes. 34 kampe, otte mål og tre assists noterede han sig for i sin tid hos London-rivalerne, og det sikrede ham en fast plads i Chelsea-truppen
Læs også: Pochettino roser Jackson som kant: Bedre med blikket mod målet
Selvom Conor Gallagher har en speciel forbindelse til Crystal Palace, valgte han at give den fuldt skrue på jublen, da hans skud passerede Crystal Palace-keeper, Dean Henderson, i det 91. minut. Han undskylder nu, men fortryder ikke.
– Jeg elsker Crystal Palaces fans. Jeg beklager. Men intet slår følelsen at score det afgørende mål i tillægstiden. Undskyld, Palace-fans, sagde han i kølvandet på sejren til Sky Sports.
Foruden de to mål leverede Conor Gallagher på ny et arbejdsraseri ud over det sædvanlige. 13 kilometer løb den centrale midtbanespiller, og det kilometerantal var hovedpersonen selv ret imponeret over.
– Wow… det er lang, er det ik’?. Jeg løber altid så langt som overhovedet muligt. Det føltes faktisk ikke som om, at jeg løb så langt i dag, for vi havde bolden en del, fortsatte han.
Conor Gallagher kom også på tavlen i sidste uge mod Aston Villa i FA Cuppen, og dermed står han noteret for tre mål i de seneste to kampe.
Læs også: The Guardian: Chelsea planlægger ikke at tilbyde Silva ny kontrakt